At hæve priserne på medlemskaber i et fitnesscenter kan være en udfordrende, men nødvendig beslutning for at sikre forretningens bæredygtighed og fortsatte udvikling. Her er en guide til, hvordan du kan gennemføre en prisstigning på en måde, der både er gennemtænkt og respektfuld over for dine medlemmer.

Overvejer du at øge prisen på dine medlemskaber? Her er et eksempel på, hvad du kan skrive til dine medlemmer.

Undersøgelse: Hvad siger medlemmerne til prisstigninger på deres medlemskab?

Nogle gange kan man forestille sig til meget og så giver det mening at høre det fra hestens egen mund. Derfor spurgte vi 1.041 aktive og tidligere fitnessmedlemmer ind til, hvad de mener om prisstigninger på deres medlemskab. Medlemmernes svar varierer og kan inddeles i følgende kategorier:

  • Nogle accepterer – hvis de oplever øget værdi trods prisstigning (50-60%)
  • Nogle bliver skeptiske – især hvis kommunikationen omkring prisstigningen er vag (20-25%)
  • Nogle overvejer alternativer – men skifter ikke nødvendigvis (10-15%)
  • En mindre andel vælger at opsige – især hvis de føler sig overset (5-10%)

Bemærk, at det er en mindre andel, der vælger at opsige deres medlemskab ved prisstigning. Når det er sagt, så er medlemmer i denne kategori er typisk også mest prisfølsomme. Det betyder, at de med alt sandsynlighed ville opsige deres medlemskab alligevel, hvis der opstod billigere alternativer i byen.

Apollo Fitness i Vejle har været gennem flere prisstigninger på deres medlemskaber, og vi spurgte derfor, hvad der sker, når man ruller nye priser ud for deres medlemmer:

Vi har haft to prisstigninger siden Corona. Det har været på en 20’er hver gang. Vi har næsten ingen udmeldelser, fordi vores medlemmer godt er klar over at alting stiger i pris. Så det har vi ingen tab på, udover at vi selvfølgelig vækker nogle, som ikke har brugt deres medlemskab i et halvt år, som vi minder om, at de betaler til os hver måned. Men det er måske 5-10 stykker for hver gang.

Du kan altså forvente et mindre medlemstab, når du øger prisen på dine medlemskaber. Men du kan også trøste dig ved, at de medlemmer, der oplever høj kvalitet, godt fællesskab og værdi for pengene, bliver ved med at betale – selv ved prisstigning.

5 trin til en vellykket prisstigning

1) Kommunikér værdien

Før du annoncerer en prisstigning, er det vigtigt at fremhæve de forbedringer og fordele, medlemmerne får f.eks.:

  • Nyt eller bedre udstyr
  • Udvidede åbningstider
  • Flere eller forberede holdtilbud
  • Bedre faciliteter
  • Mere bemanding

Ved at fokusere på den merværdi, medlemmerne får, bliver prisstigningen lettere at acceptere.

2) Vær gennemsigtig og rettidig

Informér dine medlemmer i god tid om den kommende prisændring. En varsling på 30-60 dage giver dem tid til at tilpasse sig og stiller dig som en ansvarlig og gennemsigtig leder.

3) Differentier mellem eksisterende og nye medlemmer

Overvej at indføre prisstigningen først for nye medlemmer, mens eksisterende medlemmer får en længere overgangsperiode. Dette viser, at du værdsætter deres loyalitet.

4) Informér og træn dit personale

Sørg for, at alle medarbejdere er informerede om årsagerne til prisstigningen og kan kommunikere dem klart til medlemmerne. Dette sikrer en ensartet og professionel kommunikation.

5) Vær åben for feedback

Giv medlemmerne mulighed for at stille spørgsmål og give feedback. Dette kan gøres gennem spørgeskemaer, møder eller individuelle samtaler. At lytte til deres bekymringer viser, at du tager deres mening alvorligt.